På sporet af Svantevit

Klint.jpg

Lige siden jeg første gang i folkeskolen hørte om Svantevit og venderne, om Kong Valdemar den stores og Absalons erobring af Arkona på Rügen, har jeg været fascineret af historien. I år fik jeg så muligheden for at komme lidt bag om historien, da vi besluttede at tilbringe en forlænget weekend på Rügen.

Allerede da vi forlod færgen i Tårs og kørte gennem Lolland og Falster og studerede landkortet dukkede de første spor af venderne op i form af navne som Koreselitse, Binnitse, Ulitse, der vidner om, at disse slaviske vender en gang i middelalderen har bosat sig på vore sydlige kyster. Men i Danmarkshistorien optræder de nu oftere som vore Danmarks fjender, der foretog krigstogter mod de danske øer, og som også danske konger angreb.

Fra Gedser sejlede vi til Rostock og kørte mod Rügen. Her dukkede det ene vendiske, eller rettere slaviske, stednavn op efter det andet. Ja, i visse områder havde næsten alle landsbyer og byer slaviske navne. Sassnitz, Buschvitz, Zierkow, Lietzow osv. Alt sammen et vidnesbyrd om, at disse slaviske vendere fra det 8. århundrede og fremefter havde befolket ikke bare Rügen, en også naboområderne.

Overalt var der spor af venderne, men hvad med Svantevit? Vi boede midt på Rügen in Bergen, og da vi gik op for at se den gamle kirke, St. Marienkirche, der var fra slutningen af det 13. årh. og havde været et nonnekloster, så vi, at der på venstre side af tårnfacaden var en sten, med et udhugget billede af en mand. Den forklaring, som vi fik, var, at der var tale om en afbildning af en Svantevit-præst. Hvorfor han var blevet anbragt der, fortæller historien ikke noget om.

Bergen

I søndags kørte vi så op til den nordlige del af Rügen, til Altenkirchen, hvor vi havde læst, at der kl. 10.30 ville være en evangelisk (dvs. luthersk) gudstjeneste. Kirken er måske den ældste kirke på Rügen, bygget 1280 og de følgende år, dvs. kun 12 år efter at Kong Valdemar og biskop Absalon i 1168 havde erobret Arkona, der kun ligger nogle få kilometer fra kirken.

altenkirchenfoto.jpg

Efter en meget traditionel gudstjeneste, gik vi på opdagelse i kirken. Kirken var bygget af danskere, i dansk byggestil og sikkert også med munkesten importeret fra Danmark, suppleret med materialer fra den erobrede borg på Arkona. Døbefonden, som efter sigende var fra omkring 1200, var interessant. På siderne af den var der fire hoveder – og vendernes gud Svantevit havde netop fire hoveder. Der kunne naturligvis også være andre forklaringer, men alligevel ….

døbefond.jpg

Endnu tættere på Svantevit kom vi dog, da vi efter lang tids søgen – og uden hjælp fra den travle præst, der ikke havde tid til at hjælpe os turister med at finde afguden Svantevit – fandt det oprindelige våbenhus, der nu ikke længere bruges som indgang. Her var der indmuret en afbildning af en person med et stort horn i hænderne. Var det Svantevit? Under alle omstændigheder fortælles det, at kirkegængerne på vej ind i kirken spyttede på stenen, som et tegn på, at de havde omvendt sig fra troen på Svantevit.

våbenhus-Altenkirchen.jpg

Men Svantevits helligdom, der åbenbart var en af de vigtigste helligdomme for slaverne i Nordtyskland, lå ikke i Altenkirchen, men nogle kilometer væk ude ved kysten, ved Arkona. Der lå den mægtige borg, som det må have været meget svært at indtage for danskerne. Borgen lå på toppen af en meget høj klint med næsten lodrette sider. Lidt længere mod syd ligger Rügens nok største turistattraktion, Königstuhl, på nogle tilsvarende klinter. Sagnet fortæller, at stedet fik sit navn, fordi det var her venderne valgte deres konger. Den unge mand, som evnede at klatre op ad disse glatte skrænter, kunne sætte sig i kongestolen og regere over folket. Da Valdemars og Absalons hær nåede Arkona, var det en ung dansk mand, der if. sagnet banede vej for danskernes sejr. Han klatrede op ad den farlige skrænt og fik sat ild til borgen, som de danske soldater derefter kunne indtage.

Danskerne væltede Svantevit-statuen, slog den til pindebrænde og brugte brændet til at koge deres mad over. Venderne blev tvangsomvendt til kristendommen, og i de følgende blev der bygget kirker overalt på Rügen. Når bisp Absalon var med i dette togt, hænger det måske sammen med, at det faktisk havde status af et korstog. I 1147 havde Bernhard af Clairvaux erklæret, at korstog ikke kun kunne foretages i Det Hellige Land, men også i hedenske områder omkring Østersøen.

Men måske er historien mere kompliceret end jeg fik fortalt i folkeskolens historieundervisning. Måske var det ikke Kong Valdemar og Bisp Absalon, der bragte kristendommen til Rügen – på deres (efter vore begreber) ukristelige måde. Noget tyder på, at kong Erik Emmune allerede i 1136 angreb Rügen, og at venderne kun fik fred med Danmark ved (på skrømt) at gå over til kristendommen. Det fortælles også, at de fik lov til at fortsætte med at dyrke Svantevit, fordi han repræsenterede Sankt Vitus, der på deres sprog var blevet til Svantevit. En anden tolkning er den, at vendernes guder traditionelt kun havde tre hoveder – og at Svantevit udgjorde en tilpasning til kristendommen ved at der blev føjet et fjerde hoved til, nemlig Santk Vitus.

I dag er der ikke mange spor tilbage af Svantevit. På Arkona fik jeg udpeget et bunke sten, hvor man mener Svantevit blev tilbedt indtil 1168. Men måske vender han snart tilbage i fuld figur. Der er efter sigende planer om at lade en kunstner fremstille en statue af Svantevit i den nærmeste fremtid.

Men hvem var Svantevit? Var han de hedenske venderes afgud, eller var han egentlig den kristne helgen Skt. Vitus? Det er jeg ikke blevet meget klogere på.

 

Rostock, tirsdag, den 25. september 2018
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Maleriske Aarhus-bugt

85795EE9-D383-45EC-A132-E2524F8CE6AF.jpeg

Skriv en kommentar

Himelfugl

182981F5-F1AA-4DCD-A428-DA0DD0E546EE.jpeg

Skriv en kommentar

Hvorfor kan vi i Danmark ikke bare vende ryggen til verden?

Hvorfor skal vi i Danmark modtage 500 kvoteflygtninge om året, når vi i forvejen har store udgifter til og problemer med integrationen af de flygtninge, som vi i forvejen har?

Hvorfor skal vi i Danmark respektere FNs flygtningekonvention, når det betyder, at vi så ikke kan holde flygtninge ude fra Danmark? Hvorfor kan vi ikke bare opsige denne konvention?

Hvorfor skal vi i Danmark bruge milliarder af kroner i U-landshjælp på mennesker i Afrika og Asien, når der er mange områder, hvor vi kunne forbedre velfærden for danskerne?

Hvorfor skal vi i Danmark ikke bare melde os ud af den europæiske menneskerettighedskonvention, når den begrænser det danske folketings frihed til at vedtage de love, som det måtte ønske?

Hvorfor skal vi i Danmark bekymre sig om den global opvarmning, den voksende globale ulighed, fattigdom i den tredje verden osv., når vi har så mange lokale og nationale udfordringer at forholde os til?

Hvorfor kan vi i Danmark ikke bare lade verden gå ad Helvede til og så bare tage os af vore egne problemer her i Danmark?

Det svar, som burde være selvindlysende for enhver dansker, er, at det kan vi ikke, fordi vi er en uadskillelig del af den globaliserede verden, vi hænger uløseligt sammen og deler på mange måder skæbne. Selv om vi vender ryggen til problemerne ude i verden for bare at pille i vor egen navle, så vil verdens problemer ikke længere lade os i fred. Hvis verden går ad helvede til, så går vi også ad helvede til i Danmark. De udfordringer, vi står over for i Danmark i dag, og dem vi vil komme til at stå overfor i morgen og i overmorgen, er globale udfordringer, som ikke kan løses nationalt, men kræver globalt samarbejde.

Derfor er der god grund til for politikere og for alle os andre i Danmark at læse det offentlige brev til politikerne, som en række internationale organisationer som fx Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors sammen med en række kendte personligheder har udsendt, for at få politikerne til at besinde sig inden de vedtager en lovændring, der i praksis lukke for kvoteflygtninge. For som der står i brevet: ”Vi er bekymrede for, at Danmark er i færd med at vende ryggen til nogle af verdens mest sårbare mennesker, FN´s kvoteflygtninge. Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil Danmark være det første land blandt vores nabolande, der aktivt lukker for kvoteflygtninge og dermed kraftigt signalerer, at vi ikke vil være en del af det internationale samarbejde om at modtage flygtninge. Det vil være et slag mod hele det internationale flygtningesamarbejde midt i en historisk flygtningekrise, hvor 65,6 millioner mennesker er på flugt – mindst halvdelen af dem er børn. For hvis et af verdens rigeste og mest stabile lande ikke skal tage sit ansvar – hvorfor skal andre lande så gøre det?”

Ja, hvorfor skal vi overhovedet tage os af de andre, om det så er de undertrykte og sultende i Afrika eller de fattige og hjemløse i Danmark, når vi har nok i os selv? Måske kunne vi få et svar ved at gå i kirke i morgen, hvor søndagens prædikentekst netop er Jesu domslignelsen i Mattæusevangeliet kap. 25, hvor han bl.a. siger ”For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?  Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!”

Hvert enkelt menneske er skabt i Guds billede og derfor af uendelig værdi. Eller, som der står – måske som et ekko af evangeliet – i art. 1 i FNs menneskerettighedserklæring: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i broderskabets bånd”. Det handler om vor næste, det handler om vore medmennesker.

Det gælder kvoteflygtningen i FNs flygtningelejr i Jordan, som drømmer om fremtid og håb. Det gælder det menneske, der er flygtet fra forfølgelse i Afghanistan, og nu banker på vor dør. Det gælder den fattige bonde i Uganda, som får hjælp til at få et bedre liv gennem vor u-landshjælp. Det gælder. Det gælder det menneske, hvis rettigheder trædes under fode i Rusland og som kan få sin sag taget op ved den europæiske menneskerettighedsdomstol. Det gælder de mennesker, hvis liv trues af global opvarmning, økonomisk ulighed osv. i Afrika. Vort ansvar rækker naturligvis ikke længere end vore ressourcer, muligheder og indflydelse, men vore ressourcer, muligheder og indflydelse rækker længere end til hækken ind til min nabo og længere end til Kruså.

Christiansfeld, lørdag, den 25. november 2017
Mogens S. Mogensen

Skriv en kommentar

Test post

The line about the American general meeting the Arab Christian isn’t as familiar as it should be. “When did your family convert?” the general asked. “About 2,000 years ago,” the Arab answered wryly.

The general’s ignorance is widely shared. Take but one example from closer to home. Over-zealous teachers in London have recently been pulling Syrian Orthodox refugees out of school assemblies in London, on the basis that Arab children must by definition be Muslims. The truth, of course, is that Christianity is an import from the Middle East, not an export to it. Christians have formed part of successive civilisations in the region for many centuries – they were, as Rowan Williams has pointed out, a dominant presence in the Byzantine era, an active partner in the early Muslim centuries, a long-suffering element within the Ottoman empire and, more recently, “a political catalyst and nursery of radical thinking in the dawn of Arab nationalism“.

Today, though, the religious ecology of the Middle East looks more fragile than ever, as the Arab spring gives way to Christian winter. Ignorant western assumptions about cultural uniformity are mirrored by Islamists bent on purging other faith groups from their lands. Such intolerance has grown steeply since 9/11 of course, but its roots long predate the disastrous policies of George W Bush.

In Egypt, large num

Skriv en kommentar